Mød Asta fra Ellelyst
Hos Privat Pasningsordning Ellelyst er det mig, Asta, du og dit barn vil møde hver dag. Lær mig bedre at kende her, og find ud af, hvad der gør Ellelyst til et trygt og sjovt sted for dit barn.

Hvem er jeg?
Mit navn er Asta. Inden jeg startede Privat Pasningsordning Ellelyst, arbejdede jeg med voksne der havde et fysisk og mentalt handicap. Og med flere års erfaring som pædagogmedhjælper i både børnehave og vuggestue, brænder jeg for at skabe en tryg og udviklende hverdag for dit barn. Leg, nærvær og tryghed er nøgleord i min tilgang. Jeg værdsætter samværet med børn og giver plads til, at tingene gerne må tage tid, så børnene kan udforske og udvikle sig i deres eget tempo.

Min tilgang til børnepasning
Jeg vil beskrive min tilgang til børnepasning med tre ord: Nærvær, kreativitet og masser af tid. Jeg er kreativ og opfindsom, elsker at være ude i naturen og trækker på min families cirkustraditioner i samværet med børnene. Jeg elsker at lege, også selvom jeg er blevet voksen!

Tryghed for forældre
Jeg forstår, at det er vigtigt for forældre at føle sig trygge, når de afleverer deres barn. Derfor bruger jeg meget tid på at lære jer forældre og jeres børn at kende. Jeg ønsker, at starten i min pasningsordning skal være en god oplevelse for alle. Forældrene kender deres barns behov bedst, og jeg vil altid imødekomme deres idéer og behov. Indkøringen må gerne tage tid, så alle føler sig trygge og glade.