Om ellelyst
Lær mere om Ellelyst, den lille gård og private pasningsordning, hvor børnene er i centrum. Her kombineres pasning med et aktivt familiekollektiv og en unik nærhed til naturen.

Ellelyst - mere end bare pasning
Ellelyst er en lille gård, der udover at huse en privat pasningsordning, også fungerer som et hyggeligt familiekollektiv. Her er altid gang i sjove projekter, og børnene er en naturlig del af hverdagen. Vi har en stor grund med skov, bakker og en rislende bæk, der giver rig mulighed for leg og udforskning. Derudover bor der heste, får, høns, katte, kaniner og en lille hund på gården, som børnene helt naturligt lære at kende.

Naturen som legeplads og læringsrum
Det, der gør Ellelyst speciel, er vores unikke beliggenhed midt i naturen. Vi bruger meget tid udenfor, hvor vi hopper i vandpytter, kigger på fugle, rutsjer i mudder eller finder på andre sjove aktiviteter. Børnene har mulighed for at lære de forskellige dyr at kende og forstå deres naturlige omgivelser. Pasningsordningen foregår i en afdeling af hovedhuset med direkte udgang til et aflukket udendørsområde med sandkasse og plads til at køre på løbecykler.

Tryghed, motorik og tid til at være barn
Her på Ellelyst er det vigtigt, at børnene føler sig trygge og har god tid til at lege og udvikle sig i deres eget tempo. Jeg vægter motorisk udvikling højt og sørger for, at der er rig mulighed for at udforske og bruge kroppen. Jeg ønsker, at forældre ser Ellelyst som et trygt sted for deres børn, hvor der er fokus på læring om naturen og masser af plads til at være barn.